Det bedste vi vidste var Holbæk Flyveklub (1961-64)
Siden blev opdateret 2012-09-07
Retur til Andre skrev
I 1961 var min gode skolekammerat Viggo Schou og jeg elever på Slotsmarksskolen i Holbæk. Vi var 14 år og havde én brændende fælles lidenskab - flyvning.
Jeg husker ikke præcist, hvad der fik os til at opsøge Holbæk Flyveklub, men det var vel en naturlig konsekvens af drømmen om at flyve selv.
Klubbens svævefly startede fra det militære øvelsesterræn, Fælleden, i den sydøstlige udkant af Holbæk. Området var i mange år let at stedfæste med sit karakteristiske vandtårn, der lignede en kæmpehøj i overstørrelse, men med et lille pumpehus og nogle sære rørføringer på toppen.
Selvfølgelig kiggede vi automatisk efter alt flyvende, og jævnligt observerede vi et svævefly glide ind over Holbæk by, og vi kunne skelne bogstaverne F-O-R-D under vingerne. Senere erfarede vi, at togterne over byen til dels var æresrunder for klubbens hovedsponsor, Ford-forhandleren, der som modydelse betalte, hver gang flyene skulle males.
En forårsdag cyklede vi ud på Fælleden for at se nærmere på flyveklubben. Vi fandt en håndfuld småfrysende uheroiske personligheder i en lille hangar i nærheden af vandtårnet. Halvdelen var aktive medlemmer, den anden halvdel var faste tilhængere af miljøet, en slags datidens supportere. Trods de chokerende priser..! meldte vi os straks ind.
Klubben rådede over fire svævefly, hvoraf de tre var operative. Det ene skulle vise sig at være en ret sjælden Doppel-Raab-4 (OY-XAC), der var klubbens skolingsfly. De to andre var énsædede Grunau Baby II (OY-AXN og OY-BMX). På den ene væg hang en skoleglider, formentlig en SG38, der "heldigvis" - set gennem et par jagerpilot-drenge-øjne - syntes at være udrangeret.
Det kostede os tredive kroner om måneden og fem kroner pr. skolestart at blive svæveflyvere. Det var voldsomme poster i vores lommepenge-budgetter, men vi var drevet af den hellige ild, så det måtte briste eller bære.
Ildsjælen over alle i klubben var førsteinstruktøren Verner Jaksland, der blev vores læremester og forbillede. Verner havde kone og små børn og arbejdede flittigt som sadelmager, men i weekenderne kunne han altid findes i flyveklubben. Han var en knalddygtig instruktør og udstrålede en smittende entusiasme. Mens Viggo og jeg var aktive i klubben, anskaffede familien Jaksland en campingvogn, så den ikke flyvende del af familien kunne være lidt sammen med farmand i weekenderne.
Måske var det på Fælleden i Holbæk, jeg så det første motorfly starte og lande på tæt hold. Militæret vedligeholdt to interimistiske græsbaner, der dannede en ret vinkel med toppunkt i Fælledens sydøstligste hjørne. Banenumrene kan have været 18-36 og 09-27. Her landede af og til mindre privatfly og hærens små grønne højvingede artilleriobservationsfly. Hjulene skulle ikke være for små, for banerne var temmelig ujævne med lumske huller, og græsset blev sjældent klippet til tiden. Det betød ikke så meget for svæveflyvningen, da klubbens tre fly var forsynet med træ-mede og haleslæber i modsætning til hjul. Af samme grund kunne flyveklubben udnytte alle tilgængelige områder af Fælleden i jagten på modvind. Direkte modvind betød maksimal højde i optrækkene, og disse bestræbelser resulterede lejlighedsvis i interessante start- og anflyvningsmønstre.
KZ X som artilleriobservationsfly - et meget smukt dansk design.
Jeg er ikke bevidst om at have set det smukke danskbyggede fly KZ X på Fælleden i Holbæk, men det kan sagtens have være til stede, mens jeg endnu løb rundt i korte bukser hjemme i Søndervang, der dengang havde Fælleden som baghave.
KZ X udgik som artilleriobservationsfly i midten af halvtredserne, så det må have været afløseren, Piper L-18C Super Cub, der dukkede op en gang imellem, mens vi skolede til vores C-bevis.
Piper L-18C Super Cub som artilleriobservationsfly
Holbæk var garnisonsby for Sjællandske Artilleriregiment, der ud over kanoner og selvkørende haubitsere blev udrustet med den mobile raket "Honest John." Viggos far var officer på kasernen. Mine forældre havde opgivet landbruget, og min far arbejdede igen på Grønland - nu i Thule, hvor han deltog i bygningen af den atlantiske radarvarslingskæde. De karakteristiske firkantede radarreflektorer var kæmpestore og støbt af enorme mængder beton.
Doppel-Raab'ens canopy var sammensat af flere stykker acryl og denne mosaik var hængslet, så den åbnede bagover. Konstruktionen var fuld af spændinger, og i åben tilstand fangede den øjeblikkeligt vinden. En af de grundlæggende discipliner var derfor altid at have en stabiliserende hånd på "låget", når der foregik ind- og udstigning. De få gange uheldet var ude, var vi grounded, indtil et nyt stykke acryl kunne skaffes, skæres til og skrues på plads. Dette specialistarbejde måtte som regel overlades til klubbens mere tekniske begavelser, der tilsyneladende levede i en millimeter- og polereverden uden sans for, at den ene flyvedag efter den anden passerede revy. Vi havde en fornemmelse af, at der hver gang gik en evighed, inden vi kom i luften igen.
Med to personer i flyet skulle personen på bagsædet ind først, og det krævede nogen behændighed at ramme sadlen med den rigtige kropsdel. Personen skulle også helst have standard størrelse over- og underkrop, ellers passede afstanden til pedalerne og "låget" ikke, og så ville stillingen blive pinefuld. Derfor blev sagesløse passagerer placeret foran, fx når klubben holdt åbent hus på Landssvæveflyvedagen.
Det var en vanvittigt kildrende fornemmelse at starte første gang. Det føltes som at blive presset om på ryggen og sendt direkte op i himlen, hvilket naturligvis forbød sig selv med et spil, der fungerede på basis af en hidsigt spruttende V6-motor, monteret på rammen af en aldrende Bedford lastbil.
På toppen af kurven - når wiren var væk og flyet trimmet - var udsigten over Holbæk by, Isefjorden og det øvrige landskab - overvældende! I et sådant øjeblik bliver nogle af os afhængige og vil resten af livet opsøge alt, hvad der bevæger sig opad fra jordens overflade. Jeg var solgt i første forsøg. Det var ubeskriveligt tilfredsstillende at inddrage den lodrette dimension og blive introduceret til et bevægelsesmønster som normalt kun er forundt ørne. Lige siden har jeg følt mig særligt privilegeret ved at kunne rejse opad fra denne jord og blive velsignet med et stort nyt panorama hver gang.
Verner Jaksland var en mesterlig flyveinstruktør, der evnede at udnytte den korte tid mellem start og landing, uden at eleven nogen sinde blev presset. Inden for de 3-4 minutter, der var til rådighed, nåede han at gentage og demonstrere en ny øvelse og lade eleven udføre den et par gange. Verner havde en magisk beroligende indflydelse, og evnede at få enhver elev til at føle sig som noget særligt. Et små-psykologisk trick bestod i at uddele fortrolige fif, idet han trak eleven lidt til side og lavmælt ”afslørede”, hvordan den eller den øvelse skulle takles, så den blev ”helt simpel.” Er du med? (underforstået - Jeg afslører kun denne fidus for dig, fordi du er et særligt talent). - Inderst inde vidste man, at de andre ville få samme fif, når det blev deres tur, men i mellemtiden havde ”fidusen” opnået ens udelte opmærksomhed, og man glemte den aldrig igen.
Tiden i Doppel-Raab'en var en leg, og i en alder af fjorten leger man sig til færdigheder, der med årene kræver mere bevidst koncentration og hårdt arbejde. Jeg har siden haft Verners måde at omgås og undervise unge mennesker på som et strålende forbillede. Hans stil var gennemført konstruktiv, tillidsvækkende og præget af en smittende entusiasme - samt en hos Viggo og mig højt værdsat form for kontrolleret fandenivoldskhed.
Havde man dummet sig, så samtlige tæer vendte bagud i skoene, lød der aldrig bebrejdelser eller skænd fra Verner. Så kunne han efter landingen være tavs, mens vi slæbte ”raben” tilbage til startstedet; men efter det obligatoriske pusterum ville han tage plads i flyet igen og råbe: ”Eigil - du skal lige have en ekstratur, så lover jeg dig, at du lander selv!”
Jeg husker, at glæden over disse ekstrature for mit vedkommende ofte var iblandet en snert af bekymring, fordi flyvebudgettet hver gang blev belastet med ekstra fem! kroner. Det føltes som at tage af kassen, men hvem kunne sige nej. Bagefter måtte underskuddet dækkes ind gennem ekstra havearbejde eller tilbud om fornyet vinduespudsning - til min mors udelte overraskelse.
Retur til Andre skrev